WE SHALL NOT EVEN KNOW THAT WE HAVE MET, YET MEET WE SHALL. AND PASS AND MEET AGAIN. WHERE DEAD MEN MEET; ON THE LIPS OF LIVING MEN

​

​

"Publikum sitter på to stolrader langs catwalk-området. I den ene enden er et høyt tårn kledd i et gjennomskinnelig blomstrete gardin-aktig stoff. Etter en hakkete, musikalsk ouverture dukker den første «modellen» opp fra skyggene, foran tårnet, og starter sin catwalk. Deretter marsjerer én etter én av forestillingas 14 utøvere – inkludert Fredrik/Friedrich Floen selv – inn, ikledd Floens kreasjoner. De kommer i en stadig strøm; vi blir presentert for nesten 100 forskjellige antrekk i løpet av forestillinga. 

Det er imponerende, og lett utmattende." 

​

https://shakespearetidsskrift.no/2023/11/provoserende-kostymefest Hedda Fredly, Norsk Shakespeare Tidsskrift 

​

"Medan framsyninga kan tolkast som eit varsel om eigen dødelegheit og at når det kjem til dauden så kjem ingen unna uansett kva sosial status ein har, så gjer mitt pessimistiske tankesett dette om til ein forteljing om at menneskeslekta allereie er utvalde av Dauden til å delta i Tanz Macabre. Varselet om dødelegheita vår kom for mange år sidan, og vi ignorerte det. I ein del av framsyninga framtrer orda "there is a tower in everybody", og då tolkar eg dette i ljos av tårnet som eit symbol som spår ei katastrofal hending. Her blir den katastrofale hendinga vissa om vår eigen undergong, og ved å forstå dette kan vi finne ei ny innsikt i den siste tida før alt endar. I alt som skjer, om det er i dei få, stille augneblinka der kun song blir spela av, eller om det er i dei mest kaotiske augneblinka, så legg on the lips of living men fram for auga på publikum eit abstrakt tårn av inntulla trådar å nøste opp i. Til trass for dei mest kaotiske augneblinka er det fornøyeleg å sjå ein performance som utfordrar tolkingsevna lenge etter den tar slutt. Kven veit, kanskje den katastrofale hendinga som skal føre til ny innsikt var sjølve framsyninga?"

​

https://scenekunst.no/artikler/dauden-kjem-for-oss-alle Vilde Standal Bøyum, Scenekunst.no 

​

"Performativ –  und in seinem „danse macabre“-Stil durchaus eine Entsprechung zu Chile –  ist auch der Beitrag von Fredrik Floen aus Norwegen. Auf einem ca. sechs Meter hohen, pyramidenartigen Gebilde bewegen sich mehrere Performer:innen in extrem auffälligen Kostümen, die eigentlich so etwas wie Skulpturen am Körper sind. Sie wirken wie aus einem mittelalterlichen Totentanz, doch zugleich auch ganz modern. Die Pyramide ist übersät mit Kritzeleien und aufgehängten Zeichnungen. Man kann lange zuschauen, gespielt wurde mit zwei einander abwechselnden Besetzungen fast über die gesamte Ausstellungsdauer von immerhin elf Tagen. Das ist eigentlich durational performance in Extremkostüm, und man erfährt dann, nicht ganz überraschend, Fredrik Floen war mal Assistent bei Vinge/Müller, insbesondere bei ihrem legendären Berliner „Borkman“. "    

​

https://tdz.de/artikel/2bc997f1-02c5-416d-b6e8-fbdb136d3c0a Thomas Irmer Theater Der Zeit 

​

​

​

​

​

​

​

​

​